En spontan beslutning blev til den bedste og mest givende beslutning

Camilla og Jesper skriver; “Vi så et opslag på Facebook, hvor ASSE Danmark søgte værtsfamilier til udvekslingsstuderende. Vi snakkede om det i ca. 10 minutter og blev hurtigt enige om, at det kunne være en gylden mulighed for at udvide vores kulturelle indsigt, forbedre vores engelskkundskaber og generelt bare få en oplevelse for livet. Samtidig kunne vi hjælpe et ungt menneske med at udleve en drøm, hvilket i sig selv er meget givende. Vi skrev derefter på opslaget, da Clara fra Italien virkelig lød til at være en der matchede ind i vores familie. Herfra gik det stærkt og vi fik etableret kontakt med hende.

Vi har nu været værtsfamilie over to omgange hvor første gang var for Clara fra Italien og anden gang var for Aiden fra USA. Det har været to meget forskellige oplevelser, men særdeles indsigts givende. Vi har lært meget om kulturforskelle, samt forskellen på at have en dreng eller en pige og begge dele kan virkelig anbefales, da det giver hver deres til en familie. Clara var meget kreativ og glad for naturen, hvor Aiden er glad for at lave mad og for sport. Vi har derfor prøvet at få det bedste af begge dele, men fælles for dem begge er at de virkelig er blevet en del af vores familie.

Da Clara boede ved os var det under lockdown pga. corona pandemien, så hun var rigtig meget hjemme og skolen var mest online. Vi kom derfor rigtig tæt på hinanden. Vi lavede mange kreative ting sammen, samt var meget i haven, hvor vi ofte lavede bål. Vi fik derfor en meget tæt relation til hinanden. 

Aiden er her mens Danmark er helt åben igen ,og han kommer derfor en del mere ud med hans venner og har også gået til amerikansk fodbold. Hans oplevelse af at være udvekslingsstuderende har derfor været mere som man kunne forvente sig, et år som udvekslingsstudent er. Fælles for dem begge var dog, at de var gode til at integrere sig i vores familie og vores vaner. De er begge rigtig gode til at være omkring vores datter på 2 ½ år, som de gerne leger med. De har begge vist at de gerne ville være en del af vores hjem og familie.

Mens vi har haft udvekslingsstuderende til at bo har vi udviklet os personligt. Vi har fået hvad vi håbede på i form af bedre engelskkundskaber og kulturel viden om deres samfund. Derudover er vi med interesse blevet meget klogere på skolesystemerne, politikken og andre forhold i henholdsvis Italien og USA. Det har ofte været taleemner under aftensmaden og vi har fået nogle gode samtaler om deres synspunkter samt vores, når vi har sammenlignet med Danmark.

Vores største gave ved at være værtsfamilie er at vi har fået 2 børn mere og vores datter har fået søskende rundt i verden. Som familie har vi lært, at når man åbner sine arme og sit hjem for et andet menneske, får man rigtig meget igen, hvor det vigtigste er taknemlighed og et venskab for livet.”